denmark

Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

  • Hvornår i graviditeten kan man blive scannet?
  • Er ultralydsscanning farligt?
  • Skal man have en fyldt blære?
  • Hvornår kan jeg se kønnet?
  • Kan man undgå at se kønnet, hvis man ikke ønsker at vide det?
  • Må jeg tage familien med til scanningen?
  • Hvad er forskellen på 2D og 3D/4D?
  • Hvornår er det bedst at få foretaget en 3D/4D scanning?
  • Hvorfor er der forskel på billedkvaliteten?
  • Hvorfor kan jeg ikke booke online?

 

Hvornår i graviditeten kan man blive scannet?

Man kan blive scannet fra uge 5 og resten af graviditeten. Men hvad man ser, afhænger af hvornår man scanner. Fra uge 5 scanner man vaginalt og det er muligt at se en opklaring inde i livmoderen og en blommesæk. Fra uge 6 kan man se et hjerte, der er begyndt at slå og fra uge 7 er fosteret 1 cm langt og mere tydeligt. Fra uge 8 scanner man sædvanligvis abdominelt og fosteret er nu 2 cm langt og man kan ane arme og ben. 
Du kan se eksempler fra de tidlige scanninger her.
 

Er ultralydsscanning farligt?

Ultralyd i forbindelse med graviditet og fødsel har været anvendt gennem de sidste 30 år. Der findes ingen undersøgelser, som peger på, at ultralyd har skadelige bivirkninger. Og der er ingen strålerisiko som ved røntgen. Undersøgelser af langtidseffekter på børn, som har været udsat for ultralyd i graviditeten, viser ingen skadelige virkninger, hverken på vækst, sprog eller fysisk udvikling.
 

Skal man have en fyldt blære?

Ved de tidlige scanninger dvs før uge 20, kan det være en fordel at blæren er fyldt. En fyldt blære er med til at skubbe overliggende tarme væk og gør det nemmere at scanne. Undlad derfor at tisse en time inden du skal scannes. 
 

Hvornår kan jeg se kønnet?

I nogle tilfælde kan man se kønnet allerede fra uge 12. Men jo tidligere man scanner, jo større usikkerhed kan der være forbundet med kønsbestemmelsen. Selv efter uge 14, kan det være svært at se med sikkerhed ved nogle børn. Derfor har vi kønsgaranti fra uge 14+0. Det betyder, at hvis vi ikke kan se kønnet med sikkerhed, scanner vi om uden ekstra beregning. 
  

Kan man undgå at se kønnet, hvis man ikke ønsker at vide det?

Ja det kan man sagtens. Det er altid muligt at foretage en scanning uden at afsløre kønnet. Men husk at sige det inden scanningen, så vi ikke risikerer at vise jer noget, I ikke ønsker at se.
 

Må jeg tage familien med til scanningen?

I er meget velkomne til at tage familien og evt. søskende med til scanningen. Er der tale om en 3D/4D scanning, der tager lidt længere tid, er vores erfaring, at mindre børn hurtigt kommer til at kede sig. 
Så det kan være en god idé, at tage en ekstra voksen/barnepasser eller noget afledningslegetøj med, så mor og far kan nyde scanningen i ro. 
 

Hvad er forskellen på 2D og 3D/4D?

2D scanning er den hyppigste scanningsmetode, som du nok vil genkende fra de traditionelle scanninger på sygehuset. 
At de er 2 dimensionelle betyder, at der ikke er dybde i billederne, men at de viser et tværsnit af barnet i sort/hvidt.
3D scanning viser dybde i billederne og det er muligt at få et overfladebillede af barnet. 4D er 3D billeder live, dvs. at man får barnets bevægelser med på optagelserne. 
  

Hvornår er det bedst at få foretaget en 3D/4D scanning?

Man kan i princippet få foretaget en 3D/4D scanning når som helst i graviditeten. Men de fleste ønsker at få et indtryk af, hvordan deres barn ser ud i fine detaljer, personlige og bløde former. Derfor anbefaler vi, at man bliver scanning mellem uge 26. og uge 30. Jo senere man scanner, desto større er risikoen for, at barnet har sat sig fast med hovedet dybt nede i bækkenet og derfor kan det være svært at få gode billeder af ansigtet. Især hvis man er førstegangsfødende. 
 

Hvorfor er der forskel på billedkvaliteten?

Afstanden fra scanneren til barnet har betydning for billedkvaliteten. Det vil sige, at hvis moderen er overvægtig eller moderkagen ligger på forvægen, bliver der større afstand og dermed større risiko for, at billeder bliver mere utydelige. Barnets beliggenhed og fostervandsmængden har også betydning for visualiseringen.
 

Hvorfor kan jeg ikke booke online?

Hos Gaia Graviditetesklinik vil du kun blive scannet af veluddannet og erfarent personale, der stadig scanner indenfor offentligt regi og dermed hele tiden er up-to-date med den nyeste viden, certificering og videreuddannelser. Det betyder, at vores åbningstider er forskellige alt efter vores vagtskemaer. Men vi kan altid finde en tid, der passer dig. Desuden synes vi, at det er vigtigt med direkte kontakt og rådgivning i forhold til bestilling af scanning, da de fleste har yderligere spørgsmål og brug for vejledning i forbindelse med tidsbestillingen. 
 
 
   
   
Gaia Graviditetsklinik | +45 98 555 006 | cvr. 29276757 | info@graviditetsklinik.dk

www.boostingbusiness.dk (Webløsning af Boosting Business)